Kære kommende og nye forældre i Storegruppen.

Velkommen til jer og jeres barn, vi glæder os til at gøre jer til en del af Storegruppen.

I Eventyrskovens børnehave del (også kaldt storegruppen) skaber vi et trygt, rytmisk og kærligt hverdagsliv for børn i alderen 3-6 år. Her møder børnene nærværende voksne, rolige rammer og en pædagogik, hvor leg, natur, æstetik og fællesskab er grundstenen.

Vi lægger vægt på det levende menneskemøde, på gode rytmer, og på at lade barndommen udfolde sig i sit eget tempo. Børnene får mulighed for at fordybe dig, lege frit, være kreative og mærke sig selv i et miljø der bygger på varme, tillid og ægte relationer.

Den daglige rytme i storegruppen:

I Eventyrskoven værner vi om en rolig og genkendelig hverdag med faste rytmer, der skaber tryghed for børnene.

Kl. 7.00-8.00
Aflevering i køkkenet eller i vuggestuen

Kl. 8.00
Om sommeren går vi ud på storegruppens legeplads.
I vinterhalvåret leger vi inde i storegruppens rum.

Kl. 9.00-9.20
Sangleg.
Det er en stor hjælp, hvis børnene afleveres lidt før sangleg. Så har både børn og voksne god tid til at suge ordentligt farvel uden at skulle skynde sig. Hvis det ikke kan lade sig gøre, anbefaler vi aflevering efter sangleg kl. 9.20

Kl. 9.30-11.00
Fri leg og kreative aktiviteter som akvarelmaling og små håndværksopgaver.

Kl. 11.00-11.30
Madpakke

Kl. 11.40-12.10
Eventyrfortælling

Kl. 13.30-14.00
Frugt

Kl. 15.00-16.00
Fællesleg og afslutning sammen med lillegruppen

Skovtur

En gang om ugen går vi i Eventyrskovens børnehave på skovtur. Vi følger den samme trygge og velkendte rute hver gang, så børnene oplever genkendelse, rytme og en følelse af hjemme i naturen.

I skoven leger vi, udforsker årstidernes forandringer og spiser vores madpakke i fællesskab. Skoven giver kroppen mulighed for at bevæge sig frit, styrke sanserne og kalder fantasien frem.
Her får børnene tid til fordybelse, socialt samspil og mange små oplevelser, der bygger robusthed, glæde og nysgerrighed.
En skovtur er mere end en tur ud i det blå, det et frirum hvor krop, leg og naturens rytme mødes.